HOFOR. – Nyhedsbrev d. 13.juni 2017
Efter flere års arbejde er Danmarks længste spildevandstunnel sat i drift.
”Vi gi’r regnen et brusebad”, lød det rungende i den underjordiske pumpestation, da bygherren HOFOR, entreprenøren Østergaard-Aarsleff og rådgiveren NIRAS sang Bamse og Kyllings ”regnsang” til indvielsen i maj måned af det store prestigeprojekt. Danmarks længste spildevandstunnel – et 29.000 kubikmeter stort bassin dybt under Vigerslevparken – vil fremover forbedre vandmiljøet i Damhusåen og reducere risikoen for oversvømmelser i området omkring Vigerslevparken. Fællessangen, som foregik tre etager under jorden, blev kort efter erstattet med ørepropper og lyden fra de pumper, som for første gang blev tændt.
”Nu er anlægget i drift. Og det fungerer,” siger den stolte projektleder Kent Søndergård fra HOFOR.
Parken retableres
HOFOR er i gang med at slette alle spor efter byggearbejderne, som har stået på i flere år. Flere steder er græs og bænke på plads igen, og stierne genåbnet. Men et par steder tager retableringen lidt længere tid.
”Ved byggepladsen Kamhusene er vi færdige i slutningen af juni. Og ved byggepladsen ved Engdraget er vi først færdige i sensommeren. Her bliver vi nemlig nødt til at køre en del jord frem og tilbage for at genskabe området”, siger Kent Søndergård, der fremhæver at målet er, at parken så hurtigt som muligt vender tilbage til sit sædvanlige udseende.
100 nye træer
Til efteråret plantes så 100 nye træer til erstatning for de træer, som er blevet fældet i forbindelse med det store tunnelprojekt.
”Træerne udvælges i samarbejde med Københavns Kommunes parkfolk, og vi regner med, at de bliver forholdsvis store. Omkring 2-4 meter i højden. Efteråret er det bedste tidspunkt til udplantning,” siger Kent Søndergård
Tak for tålmodigheden
HOFOR takker alle for tålmodigheden, mens arbejdet har stået på.
”Vi ved, det har været irriterende for naboer og parkgæster, men vi håber alle vil være tilfredse med, at åen nu er ren og lugtfri det meste af tiden,” siger Kent Søndergård og ønsker alle en god sommer.
Fakta om det nye spildevandsbassin:
- Længde 3,4 kilometer
- Diameter: 3 meter
- Kan rumme 29.000 kubikmeter vand – svarende til 12 olympiske svømmebassiner
- Byggeperiode 2013 – 2017
- Bygherre: HOFOR A/S
- Rådgiver: NIRAS A/S
- Entreprenør: Østergaard-Aarsleff JV I/S