Damhusledningen Hvidovre – december 2016
fredag d. 16. december 2016 | |
|
||
Tunnelarbejdet er færdigt fra Åmarken st. til Næsborgvej | ||
Den nye store kloaktunnel, som skal sikre renere vand i Damhusåen og færre oversvømmelser på villavejene, når der er kraftig regn og skybrud, ligger klar hele vejen fra Næsborgvej til Åmarken pumpestation. Gro har gnavet sig gennem de sidste meter af den to km lange strækning, er blevet løftet op og er ved at blive gjort klar igen. Det sidste stykke, som blev tunneleret, var de 1.000 meter fra byggepladsen på Sydkærsvej til Sønderkær. Der er i alt lagt 525 rør, 238 på sidste strækning, som hver vejer 21 tons. Rørene har været på en lang rejse, inden de er kommet i jorden i Hvidovre, idet de er blevet sejlet fra midten af Tyskland til Hundested havn og derefter kørt på lastbil frem til Hvidovre. Der er i alt blevet fjernet 35.000 tons jord, som nu ligger i en opfyldning i Nordhavnen, og undervejs er der blevet flyttet 8 mio m3 grundvand i de rør, der svæver over villavejene.
Når Gro er blevet sat i stand, vil hun i det tidlige forår 2017 igen blive sænket ned i jorden ved Næsborgvej og fortsætte tunnelarbejdet nordpå langs Damhusåen. Hele den nye kloaktunnel fra Åmarken Station og frem mod Hvidovre station vil være klar i 2019. |
||
|
||
Arbejdet med tilslutninger ændrer på trafikken i området | ||
I det næste lille års tid skal de sidste tilslutninger til tunnelen udføres. Det betyder, at der vil blive gravet flere steder på Sydkærsvej mellem Risbjerggaards Allé og Sønderkær samt på nogle af sidevejene. Arbejdet starter ved Sønderkær, hvor der snart ankommer en kran for at færdiggøre skakten. HOFOR forventer at have lukket skakten inden sommeren 2017, så der igen kan åbnes for trafikken, og være færdige med alle tilslutninger på strækningen til efteråret 2017. Frem til efteråret vil der derfor være ændringer i trafikken i området – det vil altid være muligt at komme frem til sin bolig i bil, men man skal muligvis ud på en omvej.
Mens der bliver arbejdet vil det stadig være nødvendigt at have grundvandssænkning, men så snart det er muligt, bliver rørene i luften fjernet i området.
Når gravearbejderne bliver afsluttet i efteråret er det med det første lag asfalt. Jorden skal nå at ’sætte sig’ inden den endelige asfalt bliver lagt på, ellers risikerer man revner i det færdige resultat. Derfor kommer HOFOR og Hvidovre Kommune igen i foråret 2018 og lægger det øverste pæne slidlag. |
||
|
||
450 naboer gik 1.000 meter i tunnelen under Sydkærsvej | ||
HOFOR inviterede de nærmeste naboer til tunnelarbejdet ved Sydkærsvej til at gå turen langs Sydkærsvej til Sønderkær under jorden. Hele 450 personer gik de 1.000 meter og fik på ruten mulighed for at få svar på en masse spørgsmål.
”Det er dejligt, at naboerne har lyst til at komme og se, hvad vi har lavet de sidste år. Der blev stillet en masse gode spørgsmål, så forhåbentlig forstår naboerne bedre meningen med de tilslutninger, vi skal til at lave nu. Men vi havde slet ikke regnet med, at så mange ville kigge forbi, så vi løb desværre tør for pølsebrød”, griner projektleder Eva Arler, som dog også diskede op med gløgg og æbleskiver.
Snart vil julefreden sænke sig over byggepladsen. Den 21. december er sidste arbejdsdag på pladsen, og så begynder arbejderne at komme tilbage fra juleferie fra den 2. januar. Glædelig jul og godt nyt år ønskes I fra folkene bag Damhusledningen. |