SGH: Grundejere siger nej til byfortætning
Høringssvar fra SGH, Sammenslutningen af Grundejerforeninger i Hvidovre Kommune:
Grundejere siger nej til byfortætning
SGH, Sammenslutningen af Grundejerforeninger i Hvidovre Kommune, skal hermed afgive sit høringssvar til Kommuneplan 2014, der aktuelt er i høring.
SGHs svar gælder specifikt forslaget om byfortætning, og SGHs holdning på dette område er i korte træk:
Grundejerne i Hvidovre Kommune ønsker ikke den byfortætning, som Hvidovre Kommunes Kommuneplan 2014 primært foreslår praktiseret i områder omkring stationerne. Det viser et rundspørge, som SGH har foretaget blandt sine medlemmer.
Dokumentation: Uddybning, begrundelser og resultat
- Uddybning
I forslag til Kommuneplan 2014 foreslår kommunalbestyrelsen blandt andet, at der i de kommende år gennemføres by-omdannelse for at forny og videreudvikle kommunen til en stadig mere attraktiv og bæredygtig forstadskommune, der kan leve op til den efterspørgsel og de ønsker, som de nuværende og fremtidige borgere og virksomheder vil have til deres kommune.
Ifølge forslaget foreslås det, at der punktvis skabes by-omdannelse af eksisterende byområder, så der på disse steder kunne blive tale om at fortætte bebyggelserne for at skabe grundlag for et mere udtalt byliv.
Den punktvise by-omdannelse skal ifølge forslaget have fokus på at forbedre bymiljøet samtidig med at der tilføres nye byfunktioner og bebyggelser, som kommunen ikke har i dag.
Generelt vil den foreslåede byomdannelse ifølge forslaget til Kommuneplan 2014 rette sig mod de stationsnære områder som eksempelvis cirkusgrunden ved Avedøre Station, området ved Åmarken Station og en del af området ved i Rebæk Søpark.
Generelt er SGHs bestyrelse en klar tilhænger af, at der er gennemføres byomdannelse for at forny og videreudvikle kommunen til en stadig mere attraktiv og bæredygtig forstadskommune, der kan leve op til en ændret efterspørgsel og de ønsker, som især fremtidige borgere og virksomheder vil have til deres kommune.
Når SGHs bestyrelse imidlertid siger nej til forslaget i Kommuneplan 2014, hænger det primært sammen med, at medlemmerne af SGH ikke ønsker at støtte en byfortætning efter de retningslinjer, som Kommuneplan 2014 skitserer.
SGHs bestyrelse baserer sin holdning på et rundspørge foretaget blandt medlemmerne om dette emne. Af denne fremgår det entydigt, at grundejerne ikke ønsker den foreslåede løsning.
62 pct. af de medlemsforeninger, der har svaret på undersøgelsen, er imod den foreslåede byfortætning ved de stationsnære områder. 23 % ved ikke, mens 15 % siger ja til en tættere bebyggelse ved stationerne.
Undersøgelsens resultat er så markant, at kommuneplanens forslag om tæt/høj bebyggelse i områderne tæt på stationerne ikke er den vej, grundejerne ønsker at kommunen skal udvikle sig.
- Begrundelser
- Den mest udtalte begrundelse for at sige nej til punktvis byomdannelse er, at antallet af grønne områder i kommunen nu er så begrænsede, at man ikke ønsker, at de nuværende grønne områder inddrages til yderligere boligbebyggelse. Disse områder skal forbeholdes rekreative udfoldelser.
- Ligeledes anføres det, at Hvidovre Kommune i forvejen har meget etagebyggeri med mange boliger i et forholdsvis begrænset område, og at det derfor ikke er tilrådeligt at presse endnu flere mennesker sammen ved at øge denne type byggeri.
- Samtidig udtrykkes der frygt for, at den øgede antal boliger vil medføre mere trafik, hvilket vil øge både CO2-udledningen og trafikstøjen, der i forvejen ligger på et højt niveau i området.
- Også en frygt for, hvordan kommunalbestyrelsen vil udmønte et forslag om en byfortætning i praksis, skaber modstand. Hvis et ja til forslaget bliver opfattet som et tilsagn om mere socialt- og almennyttigt byggeri i kommunen, er det misforstået, mener grundejerne, der ikke ønsker en yderligere koncentration af denne type boligbyggeri.
- De medlemmer af SGH, der i rundspørget til medlemmerne er positiv over for en byfortætning anfører, at de er tilhængere af denne, hvis der bygges store lejligheder af høj kvalitet i et utraditionelt byggeri. Det giver en større mangfoldighed i udbuddet af boliger, hvilket vil kunne tiltrække flere ressourcestærke tilflyttere, fordi kommunen dermed kommer til at repræsentere en attraktiv og varieret boligmasse.
- Resultat
Resultat af SGHs rundspørge til medlemmerne er følgende:
Antal af foreninger Procent
Imod: 8 (62 %)
Ved ikke: 3 (23 %)
For: 2 (15 %)
PBV
Flemming Juel Mikkelsen
Fmd. SGH