Brandbiler kommer susende…
Men der ikke grund til uro, når brandvæsen, politi og ambulance den 5. oktober kl. 14.30 holder beredskabsøvelse på byggepladsen i Vigerslevparken, hjørnet af Sønderkær og Folehaven. Det er ”bare” en sikkerhedsøvelse, der skal afprøve, om alle alarmer, kommando linjer og samarbejder fungerer optimalt.
HOFOR (Hovedstadsområdets Forsyningsselskab) er i gang med at bygge to store tunneler ved Vigerslevparken. Den ene løber under selve parken i Københavns Kommune. Den anden løber langs parken under Sydkærsvej i Hvidovre. De to tunneler skal sikre rent vand i Damhusåen, reducere risikoen for oversvømmelser ved skybrud samt – på sigt – muliggøre en ny badestrand i Valbyparken.
Arbejdet med de to tunneler foregår dybt nede under jordoverfladen – ti til 15 meter nede. Hernede æder tunnelmaskinerne, Gro og Frida sig gennem den hårde undergrund. Men der er også mennesker af kød og blod nede i dybet. To mand styrer tunnelmaskinen, og to andre arbejder fast nede i gruben (15 meter nede), hvor tunnelrør og installationer monteres i takt med, at tunnelen bliver længere. Udover at være dybt nede, kan folkene også være langt inde i tunnelen – og dermed langt fra en udgang. Derfor er høj sikkerhed af afgørende vigtighed.
”Hvis der skulle ske en ulykke nede i tunnelen – en person, der blev dårlig, en brand eller noget andet – så er det ekstremt vigtigt, at vores beredskab fungerer, så ingen kommer til skade og vi hurtigt får tilkaldt hjælp. Og det er lige netop det vi afprøver mandag den 5. oktober, hvor vi skal evakuere en person, som befinder sig 50-100 meter inde i tunnelen, hvor tunnelmaskinen er nået til. Samtidig skal vi have bugt med en røgudvikling,” forklarer Jens Thygesen Rasmussen, arbejdsmiljøkoordinator i HOFOR.
Tester samarbejdet om sikkerheden
Den livagtige øvelse sker i tunnelen under Vigerslevparken, dvs. i Københavns Kommune. Øvelsen afholdes derfor i tæt samarbejde mellem Københavns Politi, Københavns Brandvæsen og Region Hovedstaden (læge/ambulance).
”Vi skal teste, om vores samarbejde fungerer i en beredskabssituation. Derfor deltager alle parter i øvelsen. Medmindre mandskab og biler bliver nødvendige til en virkelig opgave,” siger Kent Søndergård, projektleder i HOFOR.
Han fortæller, at HOFOR står overfor at bygge flere tunneler, herunder skybrudstunneler på Østerbro og Vesterbro, og derfor er det vigtigt hele tiden at afprøve beredskabet.
“Som bygherre har vi naturligvis en beredskabsplan for hvert enkelt projekt. Men vi skal også afprøve planerne i praksis, så vi ved, at de virker, og kan ændre ved planerne, hvis der er noget, som halter,” siger Kent Søndergård.
Ingen udrykning
Omkring ti brandbiler, politibiler og en ambulance forventes at indgå i øvelsen. Men ingen af bilerne kører med udrykning.
”Vi kommer ikke til at larme, men der kan naturligvis være borgere, som undrer sig eller bliver urolige over de mange biler. Derfor går vi ud med information om, at det bare er en øvelse,” siger Jens Thygesen Rasmussen.